Manglende følelsesregulering

Neuroaffektiv analyse og intervention

Jeg tilbyder en Neuroaffektiv Analyse samt en Interventionsplan/strategi.

Den neuroaffektive analyse består af 15 udsagn, der danner grundlag for en vurdering af barnet, den unge eller voksnes generelle følelsesmæssige funktionsniveau og nærmeste følelsesmæssige udviklingszone.

Udgangspunktet er en vurdering af tre såkaldt mentale organiseringsniveauer, nemlig det autonome niveau for sansning, energiregulering og synkronisering, det limbiske niveau for følelsesmæssig afstemning og interaktionskompetencer, og det præfrontale niveau for viljesstyring og mentalisering.

Ud fra analysen bliver barnets, den unges eller voksnes sårbarheder og ressourcer tydeliggjort, og det bliver muligt at udvikle mere præcise interventioner. Analysen kan også give et dybere indblik i, hvordan barnet, den unge eller voksne fungerer på hvert niveau, men også en forståelse af, hvordan de tre niveauer forholder sig til hinanden.

Hvad enten der foretages en Neuroaffektiv Analyse eller ej, vil behandlingen blive Neuroaffektiv Psykoterapi.

Hvad er neuroaffektiv psykoterapi?

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en brobygning mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Neuroaffektiv psykoterapi omsætter teorien til det psykoterapeutiske arbejde og præsenterer idéer til, hvordan man kan skabe personlighedsmæssige udviklingsprocesser i både det udviklede nervesystem(voksne) – og i det nervesystem, som er under opbygning(børn).

Terapien bygger på den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er andres anerkendelse og følelsen af samhørighed, som former selvet – og det er gennem andres anerkendelse, at man etablerer en bevidsthed om sig selv. I det psykoterapeutiske arbejde betyder det, at det er mødet imellem terapeut og klient – og det tillidsfulde rum, der skabes – som danner grundlaget for den udforskning, den heling og udvikling – det arbejde, som sker i terapien.

Følelsesregulering

Det er altafgørende for barnets følelsesmæssige udvikling at blive mødt af kærlige øjne fra de omsorgspersoner, der tager ansvar for dets udvikling.

Psykolog Susan Hart:
”Børn og unge mistrives og får psykiatriske diagnoser som aldrig før. Men vi kan vende udviklingen, hvis vi tidligt i livet understøtter børns følelsesmæssige modning.
Det grundlæggende er, at vi mennesker formes gennem vores relationer ud fra medfødte forudsætninger. For at forstå voksnes psykiske sårbarhed må man derfor have viden om deres barndomsliv. Og for at forstå psykisk fejludvikling, må man kende til hjernens følelsesmæssige normaludvikling.
Vores følelsesmæssige udvikling er en ’glemt søster’ i vores samfund. Vi kan sagtens forstå, at børn kognitivt ikke kan klare et 9. klasses pensum, når de som 6-årige starter i skole. For den motoriske udvikling har vi endda et ordsprog: ’Man skal kravle, før man kan gå’. Vi ved, at det kognitive og det motoriske skal trænes og udvikles inden for nærmeste udviklingszone. Og vi forstår, at der er nogle udviklingsniveauer, som skal tilpasses hjernens modning. Men den forståelse forsvinder ofte, når vi kommer til den følelsesmæssig udvikling,”

Menneskets følelsesmæssige udvikling er hele grundlaget for personligheden.

Følelserne binder os sammen som mennesker

Den følelsesmæssige udvikling handler om at lære at mærke, rumme og selvregulere sine følelser. Og om at udvikle evnen til empati og indlevelse gennem tilknytning til vigtige omsorgspersoner. Det følelsesmæssige er limen, der binder os sammen som mennesker. Det er grundlaget for, at vi i anerkendende samspil med andre kan opbygge et positivt selvbillede og danne vores personlighed.

Vores evne til selvregulering af følelser udvikler selvsikkerhed og selvværd, og i sidste ende til selvtillid i samværet med andre.

Gensidig regulering er vores vigtigste emotionelle og personlighedsmæssige kompetence synes at være udvikling af selvreguleringskapacitet – også den, der ligger uden for viljesbestemt kontrol. Selvreguleringsprocesser, både de mest primitive og de mest sofistikerede, udvikles gennem gensidig regulering.

Selvregulering starter som en proces, hvor barnet reguleres igennem et mere modent nervesystem, oftest forældrene og senere også de pædagoger og lærer, som barnet indgår i samspil med. Ydre regulering bliver således med tiden til indre regulering, som Vygotsky for mange år siden formulerede det. Udvikling af selvreguleringskompetencer udvikles først i asymmetriske relationer, i starten af livet gennem barnets samspil med de nærmeste omsorgspersoner, men trænes senere i symmetriske relationer, som er de samspil, barnet har med sine jævnaldrende.

Når barnet ikke har udviklet mestringsstrategier til at begå sig blandt jævnaldrende, er det er vigtigt, at de voksne er i stand til at se, hvordan og hvornår det har brug for støtte, som skal gives gennem en regulerende og omsorgsfuld kontakt, uanset årsagen til barnets manglende evne til selvregulering, således har barnet behov for at blive støttet af en person, der er mere velreguleret end det selv.

Emotionelle kompetencer og selvregulering udvikles gennem interaktioner med andre, altså gennem intersubjektivitet, og ikke gennem kognitiv læring.

En høj IQ er intet uden samarbejdsevner

Vores forhold til vores følelser og den måde vi bruger dem på, er afgørende for hvordan vi har det med os selv og hvordan vi har det med andre.

Det er aldrig for sent at arbejde med sin egen følelses regulering